Midt i juletravlheden havde Hou og Omegns Idrætsforening og HKUF-Badminton sat hinanden stævne til et fællesarrangement i Holmberg-hallen i Harreslev med leg og badminton for børn og voksne samt efterfølgende hyggesamvær.
HKUF-Badminton jagter ikke kun medaljer, men sætter også stor pris på socialt samvær med andre badmintonklubber. 17 unge og 6 voksne ankom lørdag d. 14. december i en stor turistbus og ligeså mange fra HKUF tog imod gæsterne fra Hou syd for Århus. Fra kl. 10.00 var der fuld aktivitet på banen i Holmberg-hallen, hvor der blev spillet høvdingebold og badminton – børn og voksne, på kryds og tværs.
Trætte og møre efter fem timers sport og medbragte madpakker, gik turen til Harreslev Skole, hvor hjælpsomme forældre ventede med varm glögg, kakao og æbleskiver.
Ikke overraskende skulle gæsterne selvfølgelig lige en tur forbi et grænsesupermarked på hjemvejen og proviantere til den kommende jul.