I weekenden op til jul stod fællesskabet og det sociale i centrum, da HKUF badmintons unge var på besøg hos KLG Lind fra lørdag til søndag. KLG Badminton inviterede os til et hyggeligt arrangement i Herning d. 20.-21. december, hvor HKUF’s ungdomsspillere overnattede hjemme hos venskabsklubbens spillere.
Fællestræning
Men først skulle der selvfølgelig slås hårdt til fjerboldene. Efter en lang tur i bussen igennem regn- og tordenvejr, blæst, sne og hagl, ventede os en varm velkomst i AlpiHallerne. Overnatningsmakkerne blev gjort bekendte med hinanden og så gik den første ud af to fællestræninger i gang, som en af Lind’s trænere, Flemming Thomsen, stod for. Her blev spillerne fra begge klubber blandet godt sammen.

Overnatningsmakkere – Isabell og Sidsel til fællestræning
Uheldig skade
Efter den medbragte madpakke blev spist til frokost, gik fællestræningen videre, denne gang med vores egen cheftræner, André Reuter, som introducerede KLGs spillere til en af de øvelser, André tog med fra dengang han trænede de tyske landsholdsspillere.
Desværre endte fællestræningen meget brat, da HKUF´s cheftræner på uheldigvis blev skadet, da han lige skulle til at forklare og vise dagens sidste øvelse. Heldigvis var vores venskabsklub hurtig på aftrækkeren og kørte André til lægevagten, hvor han straks blev undersøgt. André slap med en fibersprængning i lægmusklen.
Hygge og fælles bowling
Trods denne uheldige episode fortsatte programmet som planlagt. De unge HKUFere tog hver hjem med deres overnatningsmakkere, hvor de blandt andet fik lavet julekonfekt, foldede julestjerner og spillede kort. Inden alle skulle mødes igen til bowling kl. 20.00 blev der serveret lækker mad hos overnatningsmakkerne, f.eks. mexicanske pandekager, hjemmelavede burgere og Chicken Wings. Da alle mødtes i bowlingcenteret var maverne fyldte med god mad og humøret i top. En time blev der på fem baner bowlet på livet løs, indtil alle skulle hjem og sove.
Mini-holdturnering og æbleskiver
Næste morgen mødtes vi kl. 9.30 i Alpi hallerne, hvor alle spillere blev delt op i 4 hold, som f.eks. Jamaica, Kanada og Spanien, som skulle dyste mod hinanden i en mini-holdturnering. Overnatningsmakkerne kom selvfølgelig på hold sammen. Ind i mellem kom KLGs forældre med hjemmebagt kage. Før vi skulle tage mod syd og hjem til Tyskland igen, var der æbleskiver til alle og der blev sagt farvel og på gensyn!
Alt i alt oplevede vi en rigtig god stemning på vores ophold i Herning. Linds forældre var meget glade for at have HKUFs unge mennesker på besøg, som viste sig fra deres bedste side.
Se alle billeder i >dropbox<